Mødet med Ranjit

Mødet med Ranjit
 -først skal det siges at han nok ikke hedder Ranjit, det slog mig bare ikke at spørge :)

Som i ved er det en uge siden vi flyttede ind i Bymuren. Og i den tid, har jeg stødt på et underligt fænomen. Eller måske bare et fænomen jeg ikke havde regnet med at møde..

ÅBENHED OG VENLIGHED! 
Menneskerne der bor indefor byens mure er simpelthen så søde og imødekommende, at man skulle tro det var løgn!

Børn, unge og voksne hilser på en når man kommer gående. Børnene spørger indtil hvor man skal hen, og selv byens "tough guys" smiler til en.

Det havde jeg aldrig regnet med at møde så tæt på København!


Nå.. men nu til mødet med Ranjit
Camilla og jeg havde lige handlet hos den lokale Lidl. Pizzabunde, toppings osv.
Da vi kommer gennem kassen og kommer ud med vores varer, ser jeg at ekspedienten har lavet en mindre fejl. (Det er menneskeligt at fejle, døm ham ikke) Camilla går så ind for at få 12kr. retur. 
Da der er gået et par minutter tager jeg min telefon op af lommen, det kunne jo være at nogen havde "liket" et meget vigtigt billede af en hundehvalp eller sådan noget! 
Og da jeg sidder der i mine egne tanker, kommer en ældre mand helt hen til mig, og siger:
Ahh.. duh sider med en telefon, så kan duh måske hjælpe med min?

Jeg kiggede på ham og forstod ikke spørgsmålet, ikke fordi hans dansk havde lidt fejl. Men fordi jeg endnu ikke er blevet vant til at folk kommer og snakker til dig, selvom de ikke kender dig.
Problemet Ranjit havde, var at hans gaaaaaaamle Nokia telefon låste tastaturet når han ikke havde rørt tasterne i 10 sekunder. Men en, to, tre.. Så det var fikset og Ranjit var glad!

Åhh.. Og nu vi var ved det, så var der lige en anden ting, forklarede han. Når hans telefon ringede, var lyden utrolig svag, og Ranjits kone blev meget sur hvergang han ikke kunne høre at den ringede. 

Jeg prøvede at skrue op for lyden, lave om i profilerne osv. men intet hjalp. I mellem tiden var Camilla kommet tilbage, og Ranjit kunne se at vi skulle videre, så han takkede mange gange, og med et "farvel min ven" traskede han videre ud i livet.

- Det er fedt at være del af et samfund, hvor alle er meget forskellige, men alligevel er så åbne at de spørger fremmede om hjælp. Det kan man godt vænne sig til :3

- Hp out -